I de sidste par uger, der er gået, har jeg læst mange artikler i nyhedsmedierne om, at krisecentre rundt omkring i Danmark er overfyldte. Mange af artiklerne gør en pointe ud af at forklare, at centrene er fyldt op af kvinder, der ikke er af dansk herkomst. De skriver med andre ord indirekte, at kvinder, der kommer af anden etnisk herkomst, er mere udsat for vold, end danske kvinder er.
Bliver vred
Jeg siger dig. Jeg er ret gal i hovedet over at se den slags. Det kan bare ikke passe. Mennesker er voldelige overfor hinanden. I nogle samfund er det bare lidt mere åbenlyst end i andre. Og her er der måske en pointe. Mange af de kvinder, der er på krisecentrene, er ikke af dansk eller skandinavisk herkomst. Det fortæller, måske at den kultur, de lever i måske, er mere åben for at tale om de tabuer som vi danskere, er bange for at have en mening om? Jeg ved det ikke. Men jeg kunne godt tænke mig at få mere at vide om det. Og jeg kunne godt tænke mig at vide mere om, hvordan vi her i landet tackler de problemer, der er.
Er danskerne mindre voldelige?
Ingen skal få mig til at tro, at danskere er mindre voldelige end andre folkeslag. Men du kan godt få mig til at tro, at danskere er bedre til at skjule deres dårlige egenskaber end andre. Vi har jo janteloven. Og den fortæller os jo, at vi ikke skal tro, at vi er noget særligt. Derfor holder vi kæft. Både med hensyn til succes og fiasko. Vi taler faktisk ikke så meget om vores gode og dårlige sider. Vi retter ind efter strømmen så at sige.
Besøg på krisecenter i København
Men når man så – som journalist – besøger et krisecenter i København og ser, at der bor 30 kvinder fra fem forskellige lande ude i verden og ikke tænker på det – ja så ender det med, at man kommer tilbage til sin redaktion med en helt fejlagtig reportage. Man skal lige vende blikket indad. Hvis du ser, at der er 30 kvinder af anden etnisk herkomst på et kvindehjem og kun en enkelt dansk kvinde, så kan du stensikkert regne med, at der sidder mindst 5 – 6 andre danske kvinder ude i landskabet, som bliver udsat for de samme ting som dem, der er på krisecenteret. Basta. Jeg er 100 % sikker i min sag.
Svære betingelser
En anden side af sagen er, så at reportagerne, jeg ofte læser, påpeger de svære betingelser, som familier af anden etnisk herkomst har at leve på her i landet. De påpeger også, at betingelserne for dem er blevet hårdere her under corona-krisen. Og det er da sympatisk. Men jeg synes altså stadigvæk, at det er lidt for ensidigt. Det er nemt nok at finde kurdiske kvinder, der bliver mishandlet. Det er nemt nok at tale om mishandlede kvinder i kriminelle miljøer. Det er bare slet ikke så nemt at give forslag til, hvordan vi får løst de problemer, som kurdiske kvinder eller kvinder i kriminelle miljøer har. Heldigvis er vi rige nok til at kunne støtte krisecentre her i landet.
