Jeg har en rengøringsdame, som er rigtig dygtig til sit arbejde. Hun kommer oprindeligt fra Albanien. Hun har fortalt mig, at hun og hendes mand kom hertil illegalt, dengang, da murene i Østeuropa faldt. Det havde også sin effekt på Albanien. Nu har hun og hendes familie boet her i ca. 25 år, og de er godt integreret i samfundet. Men hun beklager sig godt nok meget over uddannelsessystemet her.
Violinist
Hun var ca. 20 år, da hun kom hertil. Inden de tog den hårde tur over bjergene (til fods hertil, boede hun i en lille, fattig landsby. De havde ikke elektricitet eller rindende vand i husene. Hun fortæller, at det har de stadigvæk ikke. Men de havde en musik efterskole. I landsbyen, hvor hun boede med sine forældre, sin mand og sine søskende. Hun er faktisk uddannet violinist og holder meget af musik. Men minderne fra fattigdommen, kulden og tvangen forhindrer hende i at søge job som violinist i det lokale symfoniorkester. Hun forbinder violinen med tvang, siger hun. Fordi de opdagede, at hun var meget musikalsk, blev hendes skolegang tilrettelagt, så hun kunne blive musiker. I virkeligheden ville hun hellere have været sygeplejerske. Men nej. Systemet dikterede noget andet for hende.
Da hun og hendes familie så fik muligheden for at komme ind over grænsen, tog de chancen, og hun efterlod violinen hjemme i landsbyen.
Det er en trist historie. Men det er også en meget stærk historie. Hvorfor? Fordi den fortæller om et menneske, der tager sit liv i sine egne hænder. Kvinden har i dag sit eget rengøringsfirma. Hun har en god indkomst. Hun er legal immigrant nu. Hendes familie er i godt behold og hendes to sønner er i gang med gode jobs. Den ene af dem er meget musikalsk, siger hun. Han har faktisk fået hende til at undervise ham i at spille på violin. Det har hun det sjovt med. Men det vil aldrig blive noget, hun vil arbejde professionelt med.
Musik som fag på efterskolen
Uha, siger hun. Det minder mig om den her musik efterskole, jeg gik til hver eftermiddag efter den almindelige skole. Rap over fingrene, hvis man ikke lige fik ramt den rigtige node. Tvang og timevis af øvelser med skalaer. Det eneste gode ved den skole var, at vi fik lyttet til en masse musik.
Der var andre efterskoler i byen også, fortæller hun. Bl.a. maleri og skulpturelt udtryk. Jo, de gjorde meget, for at vi skulle være kulturelt uddannede i Albanien. Det blev vi også, men de gjorde det på den forkerte måde. Mange af mine kammerater fra musik efterskolen er i samme situation, som jeg er i dag. De er enten her i landet eller i et andet europæisk land, og ingen af dem spiller på deres instrument. Selv om de er rigtigt gode til det. Jeg har faktisk kun hørt om en enkelt, som har et gadeband. Han spiller på trækbasun og hutler sig igennem ved at spille til vejfester. Det var ikke lige det, han havde tænkt sig, at han skulle leve af.
